Til min dimission igår, viste jeg et diashow med billeder fra vores tur til Brasilien mens jeg spillede disse to stykker på et flygel. Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde eftersom det var lige efter vores klasselærers flotte tale, så spillede en hel del forkert - ups ups. Men den følelse når jeg så så op og kiggede over på klassen som tilsyneladende var rørt til tårer, var en rigtig dejlig følelse, men den fik mig til at græde endnu mere :-( 10 år med de samme mennesker på den samme skole sætter virkelig spor...
